Behandling af forstoppelse

Behandling af forstoppelse

mIcon_pipette
mIcon_pilljar

Hvis du har forstoppelse og overvejer at anvende et afføringsmiddel, bør du først og fremmest finde ud af, hvad der er årsagen til din forstoppelse. Forstoppelse kan nemlig skyldes mange ting, og hvis du finder årsagen til præcis dit problem, kan du lettere vælge en effektiv behandlingsform. Læs mere om de 9 faktorer, som har indflydelse på din fordøjelse.

Hjælpemidler mod forstoppelse

Der findes flere hjælpemidler, som kan spore dig ind på, hvad din forstoppelse skyldes. Du kan bl.a. tage majsprøven og blive klogere på din tarmpassagetid, ligesom vores afføringsskema giver et godt overblik over dit afføringsmønster. Informationen kan du tage med til din læge, som dermed hurtigere og lettere kan anbefale dig et korrekt afføringsmiddel. Vær opmærksom på, at det forkerte afføringsmiddel eller en forkert anvendelse kan forværre din forstoppelse – derfor er viden om din tarmpassagetid og afføringsmønster vigtig.

Tre typer afføringsmidler

Der findes mange forskellige afføringsmidler til behandling af forstoppelse. De har forskellig virkning på afføringen eller din tarm og indtages på forskellige måder, f.eks. som mikstur, dråber, tabletter, fiberdrys eller pulver opløst i vand. Det er vigtigt, at du får det afføringsmiddel, som virker på årsagen til netop din forstoppelse.

Afføringsmidler som:

Påvirker tarmindholdet

Afføringsmidler inden for denne gruppe påvirker afføringens konsistens ved at blødgøre den. Midlerne anvendes, hvis du f.eks. har færre afføringer, end du plejer.

Stimulerer tarmbevægelserne

Midlerne anvendes f.eks. hvis du har en sløv tarmbevægelse, enten medfødt eller nedsat på grund af sygdom, lægemidler eller inaktivitet.

Stimulerer afføringstrangen

Afføringsmidler inden for denne gruppe anvendes direkte i endetarmen, hvor de blødgør afføringen i endetarmen. Midlerne anvendes f.eks., hvis du ikke kan få afføringstrang.

Hvad er det bedste afføringsmiddel?

Valget af afføringsmiddel afhænger af, hvad din forstoppelse skyldes. Se, hvilke faktorer der har indflydelse på din fordøjelse. Derfor er dit afføringsmønster og din tarmpassagetid nogle af de vigtigste redskaber, når du skal finde det bedste middel mod forstoppelse til lige netop dig. Tag til lægen med din viden, så du kan få det korrekte afføringsmiddel.
I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at kombinere produkter fra to forskellige grupper – du kan f.eks. kombinere et afføringsmiddel, der virker på tarmindholdet, med et, som stimulerer tarmbevægelsen. Vær opmærksom på, at det ikke giver mening at tage to afføringsmidler inden for samme gruppe, da de virker på samme måde. Spørg din læge eller dit apotek til råds.

Hvornår på dagen skal jeg tage afføringsmiddel?

Du skal typisk indtage dit afføringsmiddel ca. 10 timer før, du gerne vil have afføring. Derfor er det bedst at tage afføringsmidlet, inden du går i seng, hvis du ønsker at komme på toilettet om morgenen. Læs nærmere på pakken/indlægssedlen, eller spørg på apoteket, inden du påbegynder din behandling af forstoppelse.