De 9 faktorer som påvirker fordøjelsen
Der er ni faktorer, som påvirker fordøjelsen og tarmfunktionen: kost, medicin, tarmvævet, motion, væske, passageforhold, miljø, tarmbevægelser og bækkenbunden. Så hvis du har problemer med maven, bør du se på, om en eller flere af disse faktorer kan være årsagen.
Kost
Fordøjelsessystemet aktiveres naturligt, når det får noget at arbejde med – derfor er det vigtigt at spise flere gange om dagen. Det er også vigtigt at sammensætte kosten, så den indeholder tilstrækkelig mange plantefibre, da de sikrer en hurtig passage gennem tarmen. Læs mere om kost og fordøjelsen.
Medicin
Mange lægemidler og naturprodukter kan påvirke tarmfunktionen negativt. Får du eksempelvis forstoppelse, bør du få undersøgt, om det eventuelt kan skyldes brug af medicin. Mange smertestillende lægemidler kan virke stoppende, og netop derfor suppleres behandling med morfin, morfinlignende præparater og psykofarmaka ofte med afføringsmidler. Antibiotika derimod kan resultere i diarré.
Tarmvævet
Fordøjelsessystemets effektivitet afhænger bl.a. af en velfungerende slimhinde, der får tarmindholdet til at passere lettere. Tryk fra svulster, åreforkalkning samt kemoterapi og strålebehandling kan nedsætte slimhindens funktion. Og når slimhinden bliver tør, så er tarmindholdet længere tid om at passere gennem tarmen, hvilket kan medføre forstoppelse.
Motion
Fysisk aktivitet stimulerer tarmens naturlige bevægelser, fremmer fordøjelsesprocessen og er med til at hindre forstoppelse, mens overdreven motion kan resultere i diarré.
Væske
Det er vigtigt, at der er balance mellem den væske, du får ind, og den væske, du udskiller. Får du for lidt væske, reagerer kroppen ved at suge ekstra væske fra tarmindholdet, som så bliver tørt og hårdt. Det anbefales derfor at drikke omkring 1,5 liter væske dagligt – helst vand, juice og lignende. Du skal dog være opmærksom på, at det varierer fra person, hvor stort et væskeindtag der anbefales.
Passageforhold
Forsnævringer i tarmsystemet kan hindre indholdet i at passere frit, og da tarmindholdet derved er længere tid om at passere, stiger risikoen for forstoppelse. Derudover kan det øgede fra et voksende foster under en graviditet også påvirke tarmens arbejde.
Miljø
Fysiske forhold – f.eks. manglende adgang til toilet eller uindbydende toiletforhold – kan få mange til at ignorere behovet og lade være med at gå på toilettet. Men undertrykkelse af afføringstrangen kan give forstoppelse. Psykiske forhold som bekymringer, stress, skiftende arbejdstider og lignende kan også medføre afføringsproblemer. Det faktum, at vi ikke taler åbent om afføring, kan i værste fald betyde, at vi ikke får gjort noget ved problemet.
Tarmbevægelser
Tarmens bevægelser – de sammentrækninger, der sender tarmindholdet videre – påvirkes af mange faktorer såsom motion, kost, medicin og sygdom.
Visse sygdomme, f.eks. i nervesystemet, kan medføre varig nedsættelse af tarmens bevægelser, og det kan være nødvendigt at tage afføringsmidler, som direkte fremmer tarmens bevægelser. Gravide kan også få problemer med tarmens bevægelser. Den øgede produktion af hormonet progesteron hos gravide virker afslappende på tarmens muskulatur, så indholdet passerer langsommere gennem tarmen, hvilket kan give forstoppelse.
Bækkenbund
Mange muskler er involveret i tømning af tarmen, især musklerne i bækkenbunden. De spiller en vigtig rolle, når tarmbevægelserne forstærkes, trykket i endetarmen stiger, og når tarmen tømmes. Mange mennesker har af den ene eller anden grund svage bækkenbundsmuskler, og har derfor øget risiko for at få afføringsproblemer, f.eks. forstoppelse.

Forstoppelse
Forstoppelse kan skyldes flere årsager, som kræver hver sin behandling.
Læs mere