Behandling af hæmorider
Der findes flere former for behandling af hæmorider, og de afhænger af størrelsen, og hvor de sidder. Hvis du mistænker, at du har fået hæmorider, så tag til lægen, så du er sikker på, at der ikke er tale om en anden sygdom. Behandlingen af hæmorider afhænger af de gener, du oplever – og evt. af, hvad din læge finder.
Hæmoridecreme eller salve
Har du fået en hæmoride, kan du lokalbehandle med en salve, som får blodårerne til at trække sig sammen. Salven dæmper også betændelse, lindrer ubehaget og mindsker kløen. Den skal smøres på 2-3 gange dagligt i 1-2 uger. En sådan salve er typisk mere effektiv end en stikpille, da stikpiller hurtigt forsvinder ind i endetarmen og forbi det område, hvor de skal virke.
Elastik
Man behandler ofte mellemstore hæmorider ved at sætte en stram elastik omkring ”halsen” på hæmoriden. Herved fjerner man blodforsyningen til hæmoriden, så den visner og falder af i løbet af 1-2 uger. Denne behandling er vellykket hos omkring 80 %.
Operation af hæmorider
En kirurgisk behandling af hæmorider kommer normalt kun på tale ved genstridige hæmorider, som du måske forgæves har prøvet at komme af med over flere omgange.