Om fordøjelsen

Om fordøjelsen

Næsten alt, hvad du putter i munden, bliver nedbrudt af fordøjelsesorganerne – fra mundhulen og ned gennem maven og tarmene. I munden findeler tænderne maden, mens den blandes med spyt. Tungen holder maden på plads mellem tænderne og sætter synkebevægelsen i gang. Spiserøret er et muskelfyldt rør, der transporterer maden ned i mavesækken, hvor den blandes med mavesyre, som nedbryder maden til flydende konsistens. Mavesækken er som regel tømt ca. fire timer efter, du har spist. Den rummer omkring 1,5 liter og bevæger sig hele tiden, så maden bliver findelt.

Tyndtarmen

Nedbrydningsprocessen fortsætter i tolvfingertarmen og i tyndtarmen. Tyndtarmen er 3-5 meter lang og har et areal på størrelse med en tennisbane. Den har til opgave at fortsætte findelingen af maden og optage vand og næringsstoffer fra maden. De spaltede næringsstoffer, vitaminer, mineraler, vand m.m. optages gennem tarmvæggen og føres via blodet videre til de celler, der behøver dem.

Tyktarmen

Resten af tarmindholdet transporteres til tyktarmen, som er en direkte forlængelse af tyndtarmen. I tyktarmen opsuges vand og salte fra tarmindholdet via tarmvæggen og optages af kroppen. Når tarmens muskulatur trækker sig sammen, bevæger tarmen sig i bølgende bevægelser, der skubber tarmindholdet, som nu primært består af diverse affaldsprodukter, nedad.

Endetarmen

Tyktarmen munder ud i endetarmen, som er knap 15 cm lang og kan udvide sig nedadtil, så den kan opsamle en del afføring, inden det er nødvendigt at tømme tarmen. Endetarmen er omsluttet af en ringmuskel, der åbner sig, når endetarmen er fyldt, så afføringen kan komme ud.

Fordøjelsesproblemer

Problemer med maven er ofte ikke noget, man skilter med, men det betyder ikke, at man står alene med problemet. Omkring 1,5 millioner danskere har fordøjelsesproblemer, og det er oftere kvinder end mænd, der bliver ramt. Faktisk har mere end hver tredje danske kvinde daglige maveproblemer som løs eller hård mave, oppustet mave eller halsbrand, mens 23 % af mændene har problemer med maven.

Her på Maveguiden kan du læse mere om forstoppelse, irriteret tyktarm, diarré, afføringsinkontinens og endetarmsgener.