Symptomer på irriteret tyktarm
Har du irriteret tyktarm, vil du i perioder have smerter og ubehag i maven samt opleve forstyrrelser af dit afføringsmønster – typisk en vekslen mellem diarré og forstoppelse. Mønsteret varierer ofte fra person til person – og over tid.
Vekslende afføring med slim og smerter
Når du begynder at opleve ubehag i maven, er det ikke unormalt, at du også registrerer ændringer i afføringen, bl.a. med hensyn til form, farve og hyppighed. Nogle af de typiske symptomer er mavesmerter og vekslende afføring med slim.
Tegn på irriteret tyktarm:
- Hyppigere afføringer, som ofte føles ufuldstændige – som om man ikke er kommet af med det hele
- En mere fast eller løs afføring end sædvanligt. Dette kan veksle selv i den enkelte afføring. Der kan også være slim i afføringe
- Afføringen kan, ligesom dine prutter, være mere ildelugtende end normalt
- Oppustet mave, som forværres i takt med måltiderne i løbet af dagen. Det aftager som regel om natten
- Mavesmerter, som kan komme i anfald. Smerterne kan hænge sammen med den øgede mængde luft i maven – jo mere luft i maven, des flere smerter. Afgang af luft eller toiletbesøg kan lindre smerten, men kun kortvarigt. Smerterne sidder oftest nedadtil til venstre i maven, men kan optræde overalt
- Kortvarige influenzalignende symptomer
- Du kan også opleve symptomer som hovedpine, træthed, smerter ved menstruation og samleje samt led- og muskelsmerter
Kvinder rammes oftere af irriteret tyktarm
De fleste har i kortere eller længere perioder af deres liv haft symptomer på irritabel tyktarm. Oftest går symptomerne i sig selv, men de kan efter et stykke tid vende tilbage igen. Omkring 15-20 % af alle voksne oplever en periode med symptomer i løbet af et år, og det sker generelt oftere for yngre end ældre og oftere for kvinder end mænd.